Mange mennesker er trætte af at blive udsat for store mængder af reklamer. På nettet, i dagspressen, på TV – alle vegne. Modtrækket mod dette er, at lave reklamer, der er knap så åbenlyse. Her er Google Adsense et godt eksempel. Egentlig er de fleste nok klar over, at der er tale om reklamer, men de er ikke så påtrængende.
Dels er der tale om tekstreklamer. Du kan få vist billedreklamer også, men du kan også fravælge dette. Og tekstreklamer har lettere ved at ligne resten af websiden eller bloggen. Du kan nemlig selv sammensætte dem, så de får samme skriftfarve og baggrundsfarve som resten af siden. Altså mere diskrete, men stadig reklamer.
Mange lider nemlig stadig (eller måske mere end nogensinde?) af “banner-blindness”. Vi fravælger at se på bannere – og alt hvad der ligner iøvrigt. Og fravælger også at klikke på noget sådant. Der er nemlig eksempler på at brugerne overser elementer på en webside, blot fordi de ligner reklamer. Selvom de ikke er det.
Denne forudfattede ide om, “hvordan en reklame ser ud” omgås af Google Adsense. Og af andre tekstreklamer iøvrigt. Google Adsense er dog den altdominerede aktør på dette marked. Der findes andre, men de har svært ved at konkurrere med Google Adsense. Jeg har prøvet et par andre, men resultatet er – foreløbigt – nedslående. Dels har reklamerne sværere ved at “falde ind” og ligne resten af siden. Dels er de ikke tilnærmelsevis så varierede som Google Adsense. Resultatet har været en indtjening, på under 1/3 af det, Google Adsense reklamer har givet.