Det er faktisk ikke alle, der lige tænker på det, når de starter deres første blog. Men man er faktisk rigtigt “på nettet”. Det, du skriver er tilgængeligt. Og det er ikke bare dine nærmeste venner, der kan følge med i, hvad du skriver.
Det er faktisk hele verden – eller i hvert fald den del af den, der kan forstå det sprog, du skriver…
Hele verden ved det…
Det kan være en underlig fornemmelse. Man har faktisk fået noget udgivet. Og er det på en blog, er der ikke nogen, der er herre over, om det, du skriver er godt nok til at blive udgivet – det bestemmer du da selv!
Der er kun dig selv til at godkende, kun dig selv til at være kritisk. Bare tryk “publish” – og det er udgivet. Og tilgængeligt for alle, det måtte interessere.
Man skal en gang imellem minde sig selv om det. For man skal jo faktisk også kunne stå inde for det, man udgiver. Det virker en smule anonymt at sidde derhjemme på sin computer og skrive. Men det er ikke nødvendigvis anonymt. Man har muligvis bare trykket “publish” så mange gange, at man helt glemmer, hvad der sker…
Du er ikke anonym
Du kan blive fundet frem til – også selvom du ikke opgiver dit fulde navn. Eller finder dig et pseudonym. Det er nemt nok. Jeg er blevet “fundet” frem til flere gange, selvom jeg kun skriver som Astridm. Man er ikke mere anonym end at folk finder frem til en. Noget så simpelt som en Whois søgning kan få en frem i lyset.
Det er ganske simpelt – der findes nemlig et domæne, registreret i mit navn. Og det tager ikke mange minutter at finde frem til, hvem der er ejer af et domæne. Går man på Krak, kan man finde min adresse og telefonnummer. Og der står jeg så, både med navn og adresse. Det var ikke på en ubehagelig måde, jeg er blevet fundet. Det har været om for eksempel et samarbejde – og en anden gang handlede det om deltagelse i et TV-program – og en anden igen bad mig skrive en artikel til en hjemmeside. Jeg skal lige tilføje, at dem, der fandt frem til mig på den måde, ville mig noget godt. Men helt anonym, det er man altså ikke..
